Dagbog 2006

 

Nedenfor ses samtlige kommetarer, som er skrevet i år 2006:

 

 

 

 

D. 21/12 - 2006:

Så fødte Jordnød her i morgen. Der kom 3 store fine unger, alle gylden/hvide. Desværre var den ene dødfødt. De andre to ser ud til at klare sig i bedste velgående, og Jordnød der jo bare er en skøn mor nusser rigtig om dem :)

Ellers vil jeg bare ønske alle en god jul og et godt nytår her fra von Felix Opdræt!

 

 

 

 


 

D. 8/12 - 2006:

 

Ja, der er lige sket lidt forskelligt siden sidst. Jeg har mistet min dejlige Lillebebs. Hun kom desværre aldrig over sin sygdom, og dyrlægerne fandt aldrig ud af, hvad hun fejlede :(

Derudover har jeg fået en dejlige lille hvid coronetpige hjem fra Dias Opdræt. Hun er bare så smuk og ubeskrivelig nuttet :)

Derudover har jeg købt en dejlig lille satinbærer coronetpige hos Corleones opdræt. Hende får jeg forhåbentlig hjem en gang i januar, hvilket jeg ser meget frem til.

Tusind tak til både Janne og Linda for jeg måtte købe disse to små smuklinger :)

 

Derudover nærmer det sig med hastige skridt, at Athene skal føde. Det kan jo være lidt svært at sige, men jeg forventer helt klart, at hun føder i næste uge :)

 

 

 

 


 

 

D.  15/11 - 2006:

Jeg har i dag været til dyrlægen med Lillebebs. Igår aftes fik hun svært ved at spise. Hun ville gerne, men hun lavede opkastbevægelser, hver gang  hun forsøgte, den lille stakkel.

Det viste sig, at hun har fået et lille sår på tungen, i forbindelse med hun har gået sammen med en hun, som ikke kunne enes med. Det er ikke i sig selv noget alvorligt, men det gør, at hun ikke har særlig god motorik i tungen, og det er sandsynligvis også ømt. Dette er årsagen til, at hun laver opkastbevægelser og savler, når hun forsøger at spise. Både fortænder, kindtænder og hals ser rigtig fine ud.

Da jeg havde en formodning om, at hun var drægtig scannede dyrlægen hende først og fremmest, da han jo ikke ville kunne behandle en evt. infektion, såfremt hun var drægtig. Det viste sig, at hun har et enkelt foster i sig. Det er levende og har det godt! Heldigvis ser det jo også ud til, at der ikke er andet i vejen end såret på tungen, og det skulle gerne hele af sig selv i løbet af et par dage. Indtil da fodrer jeg hende med grød, og hun spiser da også lidt selv. Hun er også stadig frisk og glad, så jeg er rimelig fortrøstningsfuld.

 

 

 

 


 

 

D. 1/11 - 2006:

Jeg har i dag været til dyrlægen med Cassiel. Igår aftes opdagede jeg en byld lige over penis. Ydermere var hans vorte begyndt at komme igen på næsen.

Han fik således fjernet vorten (helt uden problemer). Han skulle så efter dyrlægen havde prikket hul på bylden have den trykket ud, men desværre sprang den inden i ham, så Cassiel skal nu have baytril i de kommende dage. Så nu håber jeg på, at baytril er nok, så der ikke støder yderligere komplikationer til, men jeg håber naturligvis godt øje med ham!

Cassiel gik jo sammen med Jordnød, men på nuværende tidspunkt skal Cassiel desværre gå alene. Jeg fjerner dog ikke den paring under kommende kuld, for jeg tror Jordnød er blevet drægtig. Jeg er dog ikke helt sikker endnu.

Jeg har også en kraftig formodning om at Lillebebs og Athene er drægtige med Mr. Jones, men der kommer først til at stå drægtig ud for disse paringer, når jeg er helt sikker!

Ellers er der ikke sket så forfærdeligt meget.


D. 11/10 2006:

Jeg tror desværre ikke, at der er nogle unger i Princess. Hun bliver sat til Mr. Jones igen, når Jeg er helt sikker på, at Athene og Lillebebs er drægtige. Jeg er dog allerede ret sikker på, at Athene er drætig. Hun er så småt begyndt at få en lille fast mave, og hun er også begyndt at tage ret kraftigt på. Lillebebs var i brunst og blev parret d. 5/10, så nu må vi se, om der er gevinst hos hende også.

 

Ellers er der ikke sket så forfærdelig meget. Mutterne tøffer rundt og hygger sig og er generelt alle sammen veltilpasse :)

 

Der er dog en lille nyhed, da jeg i starten af 2007 regner med at anskaffe mig et skabsbur mere. Det betyder, at jeg har mulighed for at udvide mit opdræt, hvilket jeg ser meget frem til. Først og fremmest er min plan dog at beholde en unge eller to fra kuldene efter Mr. Jones. Det ser jeg meget frem til! Derudover er det absolut ikke utænkeligt, at jeg køber en enkelt mut udefra, men jeg kan forhåbentlig holde mig lidt i skindet, så jeg har lidt overskudsplads, som giver mig mulighed for at købe eller beholde en ekstra i fremtiden, hvis der nu skulle dukke en lille mut op, som jeg falder for :)

 

 

 

 


 

D. 3/10 - 2006:

Denne gang er der heldigvis masser af gode nyheder :)

Lillebebs er blevet en stor pige, og hun er derfor blevet sat sammen med Mr. Jones. Jeg er dog lidt spændt på, om der falder ro over dem, for Athene går jo i forvejen sammen med Mr. Jones, og indtil videre har Mr. Jones faktisk nærmest virket bange for Bebsen. Heldigvis er Athene blevet lidt mere selvsikker, og siger indtil videre flot fra overfor Lillebebs.

Endvidere kan jeg fortælle, at det bare er gået supergodt med Jordnød. Der har ikke været den mindste problemer siden hun aborterede. Hendes appetit har i hvert fald også været upåklagelig, for idag vejer hun, på nær 5 g., det samme som hun gjorde dagen inden hun aborterede. På nuværende tidspunkt er hun så stor, og hun ser kun ud til at blive større, at valget for mig på en eller anden måde stod mellem at tage hende ud af avlen fordi hun inden længe ville være for tyk eller sætte hende til han igen, selvom det kun er kort tid siden hun aborterede.

Jeg har valgt at sætte hende til han igen. Det lykkedes hende da også uden problemer at få sat Cassiel på plads i løbet af ganske få minutter, hvorefter Jordnød naturligvis indtog madskålen!

 

 

 

 


 

D. 24/9 - 2006:

Jordnød har her til formiddag aborteret. Hun var dog ikke særlig langt henne, og hun ser umiddelbart ud til at have det godt.

På nuværende tidspunkt går hun alene, da jeg gerne lige vil holde øje med hende, og endvidere ønskede jeg ikke, at hun skulle fortsætte med at gå sammen med Cassiel og blive parret med det samme, såfremt hun pludselig fik det skidt.

Det er dog fortsat min mening, at jeg Jordnød skal parres med Cassiel, og når det forhåbentlig ikke længe viser sig, at Jordnød er helt på toppen, vil hun da også igen blive sat sammen med Cassiel.

Jeg havde egentlig regnet med at trække paringen mellem Athene og Mr. Jones indtil begyndelsen af november, men Athene er for længst blevet en stor pige, som er mere end klar til at komme til han, og den eneste grund til, at jeg ville vente var, at jeg gerne ville undgå en masse kuld oveni hinanden. Da Jordnød nu ikke længere er drægtig har jeg derfor valgt at sætte Athene sammen med Mr. Jones. Jeg er dog stadig i tvivl om, hvorledes det kommer til at gå, da Princess jo på nuværende tidspunkt går sammen med Mr. Jones, og hun er temmelig hård ved de andre hunner.

 

 

 


 

 

D. 16/9 - 2006: 

Mr. Jones er heldigvis blevet helt frisk igen, så det er bare skønt! Endvidere er Princess blevet sat sammen med hende, og hun var i brunst d. 15/9, hvor hun blev parret flere gange.

Jeg har yderligere en fornemmelse af, at Jordnød er drægtig, men da hun ikke er ret langt henne, er jeg endnu ikke sikker, når jeg ikke længere er i tvivl, kommer det naturligvis til at stå under kommende kuld.

Athene vokser endvidere flot og hurtigt, og hun er faktisk vægtmæssigt parat til at komme til han, men jeg trækker det lige indtil oktober, da jeg helst ikke vil have for mange kuld lige oveni i hinanden.

Bebsen vokser også fortsat stødt og roligt, og hun skal også nok blive klar til parring. Jeg regner med, at hun bliver sat sammen med Mr. Jones i slutningen af oktober.

Jeg ser meget frem til alle disse kuld, så nu går jeg bare og venter i spænding :)

 

 

 


 

 

D. 25/8 - 2006: 

Mr. Jones har desværre været angrbet af en yderst aggressiv lunge infektion. Hverken dyrlægen eller jeg regnede egentlig med, at han ville komme igennem det, men nu ser det da heldigvis ud til at lysne lidt.

Når Mr. Jones forhåbentlig er kommet helt over det, vil hele historien om hele hans sygdomsforløb blive lagt ud under "Erfaringer med marsvin".

Derudover er Jordnød blevet sat sammen med Cassiel igen. Hun tabte sig jo aldrig rigtig i forbindelse med det første kuld, og nu turde jeg simpelthen ikke vente længere med at sætte hende til på trods af, at det ikke er mere end 2 måneder siden hun fødte sidste gang. Hun var allerede ved at blive tyk.

 

 

 

 


 

 

D. 20/8 - 2006:

 

Nu har jeg så fået alle de solgte unger ud af huset, så nu er der igen blevet godt med plads. Det er nu meget rart. Endvidere går det bare rigtig godt med Princess. Hun havde som tidligere nævnt en hård periode i forbindelse med hun gik drægtig, hvor hun tabte sig meget, og hun var aldrig rigtig sig selv efter hun havde født. Hun tog heller ikke på, og havde ovenikøbet tendens til at tabe sig! Det gjorde utrolig ondt at se, da jeg holder utrolig meget af hende, og det ville for det første være meget trist, hvis hun ikke længere kunne bruges i avl, hvilket også var årsagen til, at jeg valgte at beholde Chili efter hende, endvidere ville jeg naturligvis være blevet knust, hvis hun ikke havde overlevet.

Pludselig en morgen her for nogen tid siden havde Princess dog ændret sig totalt tilbage til sit gamle jeg. Det var som om, jeg sagde godnat til en mut, da jeg gik i seng, og det var en helt anden, der sad i buret om morgenen. Siden da har hun været helt sig selv, en meget bestemt dame, der i hvert fald ikke finder sig i noget. Endvidere er hun også vægtmæssigt tilbage i fin form :)

Hun er generelt en stor pige, og indtil denne kedelige situation, har hun også taget ubeskrivelig hurtigt på, og jeg har været tvunget til at sætte hende til han forholdsvis hurtigt. Hun vejer på nuværende tidspunkt 940 g., så som i kan se, er det virkelig gået stærkt her det sidste stykke tid.......man kan næsten se hende vokse, og hun er altså under ingen omstændigheder drægtig. Hun har gået sammen med sin datter (Lillebebs) og med min kastrat (Gumle).

Jeg er simpelthen bare så lykkelig for, at hun har det godt igen!!!!

Dette har også bevirket, at jeg har besluttet mig for at sælge hendes søn Chili. Han er godt nok satin og meget smuk, men han har jo altså også dobbelt ørefold. Han bor derfor nu hos nogle venner. Jeg håber, at du er tilfreds med ham Sofie :)

 

Derudover vokser mine andre dyr også helt vildt i øjeblikket.......jeg ved virkelig ikke, hvad der sker for dem. Selv Lillebebsen er det gået rimelig stærkt for her på det sidste - altså taget i betragtning, at det er Lillebebs :)

Jeg havde ellers håber på, at jeg kunne være til november/december med at sætte både Jordnød og Princess til han igen, men det ser ikke umiddelbart ud til, at det bliver muligt for mig. Yderligere er Athene også eksploderet i vægt, så det bliver nok også begrænset, hvor længe jeg kan vente med hende! På en eller anden måde, er det naturligvis også dejligt, at jeg snart kan få nogle små marsvineunger igen, men på den anden side set, ville jeg for det første have ønsket, at jeg kunne give dem en god lang pause og for det andet, havde jeg også håbet, at jeg ikke lige skulle have haft alle kuldene samtidig, men nu må jeg jo lige se tiden an og se, hvad der sker.

 


 

D. 31/7 - 2006:

 

Jeg har altid været helt vild med farven, sølvagouti, og derfor drømt at at få et skønt dyr i den farve. Endvidere har jeg jo i længere til ønsket at udvide opdrættet til også at omfatte racen, coronet.

Min begejstring er derfor også enorm, da jeg har købt en lille satincoronet han i farverne søvlagouti og hvid.

Jeg glæder mig helt vildt til at få ham hjem, så jeg kan se ham i virkeligheden :)

 

 

Jeg vil lige i denne forbindelse sige mange tak til Krinstina, von Baggins, der har solgt mig denne lille skønhed!!

 


 

D. 29/7 - 2006:

 

Indenfor de sidste 2-3 dage er det omsider begyndt at gå fremad med Princess. Hun har taget godt på, og hun er endelig begyndt at opføre sig "normalt" - hun har været meget stille siden hun fødte, så det er bare skønt!

 

Endvidere er Ikaros og Ozzie kommet hjem til deres nye ejere, så der begynder stille og rolig at blive lidt mere plads :)

 

Jeg regner også med, at Donna, Tami og Gotti kommer hjem til deres nye ejere indenfor den nærmeste fremtid. Det er naturligvis rart at få lidt plads, men det er også lidt trist, når alle ungerne pludselig forsvinder, specielt da jeg lige for tiden er inde i en periode, hvor der ikke lige er nogen nye kuld på vej.

 

 


 

 

D. 5/7 - 2006:

 

Siden Princess fødte har hun haft det temmelig hårdt! Hun fik et lille knæk i starten hun gik drægtig, hvad der var galt fandt hverken jeg eller dyrlægen ud af, men da hun være omtrent 4 uger henne tabte hun knap 100 g., hun mistede tildels appetiten osv. Pludselig blev hun bare sig selv igen, og det er jeg naturligvis utrolig glad for, men jeg tror desværre også, at dette er årsag til at Princess var temmelig tynd efter hun havde født.

Hun virker nu frisk og glad, men jeg kan ikke rigtig få kontrol over hendes vægttab (hun taber sig fortsat, selvom jeg har fået stabiliseret hendes vægt nogenlunde, men jeg håber naturligvis, at det kommer til at gå fremad, når hendes unger bliver gamle nok til at jeg kan tage dem fra), og jeg er derfor i tvivl om, hvorvidt hun kan få flere kuld - det kan kun tiden vise.

 

 


 

 

D. 23/6 - 2006:

Så fødte Jordnød her ved middagstid. Hun fik 4 skønne unger. Den ene var desværre dødfødt, men de resterende 3 ser ud til at trives i bedste velgående! De vil alle være at finde på såvel til salgsiden som på siden under "Fødte kuld".

Jordnød klarede det i øvrigt rigtig flot, og hun ser umiddelbart ud til at være alle tiders gode mor, så det er bare dejligt!

 


 

D. 13/6 - 2006:

 

Så har jeg fået Athene hjem, og hun er simpelthen bare skøn! Hende er jeg godt nok glad for, at jeg måtte købe! Jeg ser frem til at følge hendes udvikling og forhåbentlig en dag få nogle små bebser fra hende. I mit hoved er jeg vidst allerede ved at planlægge, hvordan jeg kan få plads til at beholde en unge fra hende ;)

På nuværende tidspunkt glæder jeg mig dog bare til at se hende falde godt til i de nye omgivelser! Hun fandt da heldigvis hurtigt ud af, agurker, som er købt her i Århus godt kan spises :)

 

 

 


 

 

D.  10/6 - 2006:

Princess fødte her til morgen 4 dejlige sheltie unger. Det blev til 2 satin hanner på hhv. 92 g. og 86 g. Yderligere kom der en satinbærer han på 70 g. og en lille satinbærer hun på 69 g.

Alt ser ud til at være forløbet stille og roligt og uden problemer, så det er jo bare skønt. Jeg glæder mig til at følge ungerne og se deres udvikling!

Der er sat billeder ind af de 4 små :)

 


 

D. 29/5 - 2006:

Nu er Princess begyndt at åbne sig, så nu nærmer den spændende dag sig. Jeg glæder mig naturligvis meget til at se, hvad maven indeholder i denne omgang :). Hun har taget omtrent 325 g. på, siden hun blev sat sammen med Cassiel, så det blive nok til 2-3 unger.

Der kommer selvfølgelig også billeder af ungerne så snart de er født!

Jordnød vokser naturligvis også, indtil videre har hun taget ca. 250 g. på. Hun trives i bedste velgående og går fortsat sammen med Cassiel, som simpelthen bare er super. Han er så stille og rolig og blid overfor hunnerne - jeg fatter stadig ikke, hvordan det konstant kan lykkedes for ham at gøre hunnerne drægtige, for han er virkelig forsigtig.


D. 14/5 -2006:

Har købt mig en dejlig nu hun :)

Jeg glæder mig ufatteligt meget til at få hende hjem, og jeg vil da også gerne lige i den forbindelse takke Linda fra Sofiendals opdræt for at jeg måtte købe hende!

Ellers er der ikke sket så meget. Princess og Jordnød bliver stille og roligt større og større, men der er jo fortsat lige lidt tid til fødslen endnu, så jeg forsøger at udholde spændingen :)

 

 


 

D. 2/5 - 2006:

Princess har det fortsat rigtig godt! Hun er i hvert fald også med 100 % sikkerhed stadig drægtig, så det er jo alle tiders!

Jeg er også temmelig sikker på, at Jordnød er drægtig. Hun har taget rimelig meget på, siden hun blev sat sammen med Cassiel.

Jeg glæder mig virkelig enormt til at resultatet af disse to paringer, men der er jo lige lidt tid til endnu, så jeg må vidst væbne mig med tålmodighed :)

 

D. 26/4 - 2006:

Princess har været lidt sløj på det sidste, og hun har som en følge deraf naturligvis også været en tur hos dyrlægen. Han var i tvivl om, hvorvidt hun stadig er drægtig (hun har bl.a. haft lidt tørret blod siddende ved kønsåbningen). Hun tabte sig endvidere pludseligt og blev meget dvask.

Heldigvis ser det ud til, at hun er kommet helt ovenpå nu, og hun har ovenikøbet indhentet den tabte vægt, hun har fået appetiten tilbage osv.

Hvorvidt hun fortsat er drægtig er jeg i tvivl om, men foreløbig bliver hun stående under kommende kuld.

Ellers er der ikke sket så forfærdeligt meget her i mit lille opdræt. Jordnød går fortsat sammen med Cassiel, og hun har faktisk allerede haft en ret kraftig vægtstigning, så det kan jo være, at det er tegn på, at der måske allerede er gevinst. Hvis det er tilfældet bliver det naturligvis opdateret under kommende kuld, når jeg er blevet lidt mere sikker!

 

 


 

D.17/4 - 2006:

Så er Princess drægtig, og jeg har i dag flyttet hende over til min kastrat.

Da Mr. Jones ikke umiddelbart så ud til at kunne klare Jordnød, er hun også i stedet for blevet sat til Cassiel, hvilket oprindeligt var planen, så nu bliver der alligevel et satinbærer kuld ud af det :)

 

 


 

D. 12/4 - 2006:

Så fik jeg også startet en dagbog på min hjemmeside.

Yderligere er der også sket en del med hensyn til marsvinene i dag.

Jeg tror nok, at Filomes Genus Princess er drægtig, men det er endnu for tidligt at sige med sikkerhed. Under alle omstændigheder håber jeg, at det er tilfældet, for hun er efterhånden en ret stor dame, så hvis hun fortsat skal kunne bruges i avl, er det ved at være på tide.

Endvidere er Jordnød von Sortfod i dag blevet sat sammen med Dias Mr. Jones de Light. Det var jo egentlig meningen, at hun skulle have været sat sammen med Dias Cassiel de Luxe. Det kunne desværre ikke lade sig gøre, da Princess gik helt amok, da der kom en hun mere ind i billedet.

Heldigvis er det jo Jordnøds første kuld, så hun kan jo sagtens nå at få et kuld med Cassiel senere :), desuden tror jeg også, at der kan komme et flot kuld sheltie unger ud af paringen mellem Jordnød og Mr. Jones. Det bliver jo bare desværre ikke satin unger.

 

Ydermere har Lillebebs her i de sidste dage taget rigtig flot på, og jeg håber virkelig, at det betyder, at der er kommet lidt gang i hende vægtmæssigt :) Jeg ville i hvert fald ærgre mig, hvis jeg ikke kunne bruge den skønne pige i avl, men nu ser det jo heldigvis også pludselig lidt lysere ud.

 

Ellers er der ikke sket så meget. Jeg søger fortsat efter en satinbærer coronet hun! Enten en sølvagouti (evt. sheltie) eller en helt hvid med sorte øjne.

 

 

designet af webdesigner.dk