Overvejelse før anskaffelse af marsvin
Der er en del forskellige generelle ting, som man bør overveje, inden man anskaffer sig et marsvin. Endvidere er der nogle yderligere overvejelser, når det drejer sig om et langhåret marsvin.
Nedenstående er nogle af disse overvejelser omtalt.
SIDEN ER UNDER OPBYGNING!!!
Foder, hvad skal marsvinet have at spise?
Marsvinets ernærng er yderst vigtigt, da en forkert ernæring kan gøre marsvinet mere modtagelig for sygdomme, forkert ernæring kan også ligefrem medføre, at marsvinet bliver sygt.
For mere angående ernæring se "Marsvin og Ernæring".
Økonomi, hvor store er udgifterne, når man har marsvin?
Først og fremmest er der alle engangs udgifterne til bur, madskål, sutteflaske mv. Hvor store udgifterne er i relation til disse ting, kan man nemt finde ud af ved at gå ind i en dyrehandel og kigge. Der er naturligvis også en mulighed for at spare nogle penge ved at købe en brugt bur.
Derudover er der naturligvis de "daglige" udgifter ved at have marsvin. Her tænkes der på udgifter til foder, C-vitamin, kalksten, mineralsten, hø, spåner, grønt osv.
Hø, spåner og foder er forholdsvis dyrt såfremt det købes i det lokale supermarked eller dyrehandel, men der er mulighed for at spare en del penge på disse produker, såfremt man køber i store mængder. Det kan naturligvis være lidt overvældende at købe en balle hø og 25 kg. foder, hvis man kun har 2 marsvin.
Yderligere er der de uforudsete udgifter. Herunder tænkes der især på dyrlægeregninger. Mange tænker ikke på, at marsvinet jo godt kan risikere at blive sygt og have behov for dyrlægens hjælp. Måske bliver dit marsvin aldrig sygt, og måske får det blot behov for en enkelt tur til dyrlægen, hvor der kun skal betales for en konsultation og lidt medicin (3-400 kr.).
Du er måske også uheldig........dit marsvin bliver sygt, skal måske indlægges og ovenikøbet opereres, eller måske får du behov for at tage til dyrlægevagten. I disse tilfælde kan du muligvis godt være uheldig og risikere at stå med en regning på 1.500-2.000 kr.
Et eller Flere marsvin?
Marsvin er flokdyr, og dit marsvin vil blive virkelig lykkelig, hvis det får en "marsvineven" at lege med. Min erfaring er, at marsvin bliver akurat lige tamme, hvad enten du har et eller to dyr. Min anbefaling er derfor helt sikkert, at det er mest optimalt ikke at have kun et marsvin.
Hvis du beslutter dig for at have to eller flere dyr, skal du herefter overveje, hvilke marsvin, som du gerne vil have. Såfremt din beslutning er, at du i hvert fald ikke vil have unger, så er spørgsmålet jo, om du vil have 2 hanner, 2 hunner, eller en kastreret han og en hun.
Det er ikke alle marsvin, som bliver gode venner og kan gå sammen. For at mindske risikoen for balade mest muligt, er det en god ide at sætte dem sammen, mens de stadig er små, hvis du i forvejen har et voksent marsvin, er det også en rigtig god ide at anskaffe en unge, såfremt du gerne vil købe en burven til dit marsvin. De skal jo lige have fundet ud af, hvem der bestemmer, og hierakiet giver sig selv, når den ene er en unge, og der bliver derfor som oftest ikke de store problemer.
Risikoen for balade mellem to marsvin kan yderlere reduceres ved at anskaffe 2 søskende.
Hanner og hunner plejer der som regel aldrig at være de store kampe imellem, så det er efter min mening det allerbedste og mindst risikofyldte at sætte en kastreret han og en hun sammen. Vær opmærksom på, at hannen skal være et halvt år, inden den kan blive kastreret. Endvidere skal man selvfølgelig vurdere, om man vil løbe den risiko, der altid er forbundet med at lægge sådan et lille dyr i narkose.
Hvis du bestemmer dig for, at det kunne være sjovt at få unger, så skal du også lige tage med ind i betragtningen, at du får behov for 2 bure. Hunner kommer i brunst kort efter fødslen, og hun kan ikke tåle bare at få det ene kuld oveni det andet, derfor skal hannen tages fra inden fødslen.
Yderligere skal du overveje, om du vil beholde ungerne eller ej. Hvis du beholder unger, kræver det jo mere plads, mere tid og flerebure. Hvis du gerne vil sælge dem, skal du undersøge dine muligheder for at komme af med dem. Spørg f.eks. i den lokale dyrehandel, om de vil være interesseret i at aftage ungerne.
Ferier, kan du have marsvinet med på ferie eller har du behov for at få dit marsvin passet?
Da marsvin jo ikke bare kan efterlades og klare sig selv, når du skal på ferie, skal du også inden anskaffelsen overveje, hvad der skal ske med marsvinet, når du tager på ferie. Har du mulighed for at tage marsvinet med, eller er det nødvendigt at finde nogle pasningsmuligheder.
Måske har du nogle familiemedlemmer eller venner, som er villige til at passe marsvinet, mens du er væk, ellers er der også i begrænset omfang mulighed for at få dit marsvin passet ude, på samme måde, som mennesker benytter hundepension, når de skal på ferie.
Tidskrævende, hvor meget tid skal der bruges på dit/dine marsvin?
Inden du anskaffer marsvinet, skal du tænke på, hvad du forpligter dig til, når du køber sådan et lille dyr, der er fuldstændig afhængig af dig! Et marsvin kan sagtens blive 5-8 år, og man hører da også om marsvin, der er blevet endnu ældre. Du skal derfor tænke på, at du forpligter dig langt ud i fremtiden.
Dagligt skal du give marsvinet/marsvinene frisk vand, mad, hø. Der skal jo også renses på et par gange om ugen.
Endvidere skal du snakke med dit marsvin og bruge tid sammen med det lille dyr. Det gælder især, hvis du kun har et marsvin, da du jo så er marsvinets eneste ven og legekammerat.
Hvis du vælger at anskaffe et langhåret marsvin, skal du yderligere tænke på, at der skal bruges noget tid på pelspleje, se under "Pelspleje af de langhårede marsvineracer".



