Marsvin - kvalme

 

 

Min stakkels Lillebebs blev meget syg. Det startede med, at jeg onsdag aften opdagede, at hun lavede opkastbevægelser, når hun spiste. Jeg tog naturligvis til dyrlægen næste morgen tidligt. Jeg havde ydermere en formodning om, at hun var drægtig. Min formodning viste sig at være korrekt. Hun var drægtig med et enkelt foster, som var levende og havde det fint (hun blev scannet). Derudover undersøgte dyrlægen hendes fortænder og kindtænder, og samtidig mærkede han på hendes hals, men han kunne ikke finde nogen årsag til problemet.

Jeg begyndte straks at tvangsfodre hende for at undgå drægtighedssyge. Hun spiste dog fortsat lidt selv.

Lørdag var hendes tilstand blevet væsentlig værre. Hun savlede helt vildt og lavede opkastbevægelser. Hun havde dog fortsat mod på at forsøge at spise selv, og hun var opmærksom på sine omgivelser osv.

Jeg sagde til dyrlægen, at han altså blev nødt til at give hende et eller andet trods det, at hun var drægtig, for hun kunne jo umuligt overleve uden mad. Det skal lige siges, at hun også denne gang blev scannet for at se, om fostret var dødt, men det levede fortsat i bedste velgående. Han gav hende så baytril og kort efter jeg kom hjem begyndte hendes kvalme at forsvinde. Hun havde været helt fyldt med savl på brystet og på forbenene. Dette tørrede også op, og hun spiste både hø og grønt. Derudover tog hun også gladeligt fra, når jeg tilbød hende forskellige former for babygrød (æble/banan, gulerod/majs og frugt m. fuldkorn). Hun havde dog stadig lidt kvalme. Det forsvandt aldrig helt! Det betød dog, at hun i løbet af et døgn tog flotte 50 g. på.

Søndag aften opdagede jeg, at hendes afføring så underlig ud. Den var en smule tynd og absolut ikke formet som normalt. Dette ringede jeg så og fortalte dyrlægen mandag morgen, og han sagde, at jeg skulle give ZooLac. Det var muligvis fordi hun havde forstoppelse el. pga. hendes spisevaner i dagene op til. Det gjorde jeg så. Det hjalp da også meget på hendes afføring. Jeg fortalte ligeledes dyrlægen, at hun stadig havde en smule kvalme, men han mente, at vi skulle se tiden an.

Mandag eftermiddag/aften tog hendes kvalme til. Den blev bare værre og værre.

Tirsdag morgen tog jeg så igen ud til dyrlægen, og han gav hende endnu en indsprøjtning med baytril. Hun blev endnu en gang scannet, og fostret var fortsat levende.
Baytrillen kvikkede hende da også lidt op, men den hjalp under ingen omstændigheder på kvalmen. Om eftermiddagen ringede jeg så igen til dyrlægen. Han foreslog, at jeg kunne få nogle tabletter (Emperal) mod kvalme, som jeg kunne give hende. De kunne selvfølgelig skade fostret, men der skulle jo mad i hende. Desværre havde hun på det tidspunkt så kraftig kvalme, at det var fysisk umuligt at tvangsfodre hende. Da jeg havde forsøgt at få pillerne i hende (knuste dem og kom dem i væske) i 4 timer uden held opgav jeg. Jeg ringede i stedet for til dyrelægevagten for at høre, om han kunne hjælpe mig med at få givet hende pillerne. Han fortalte, at man kunne få det som indsprøjtning, og han havde det, og jeg blev jublende glad! Desværre nægtede han at se hende og behandle hende, da han syntes, at det lød som om hun var så syg, hun burde indlægges. Jeg var stiktosset......hvordan kan et dyr være for sygt til at dyrlægevagten vil hjælpe? Han sagde så, at jeg skulle vente til næste morgen og ringe til min egen dyrlæge.

Herefter fik jeg fat i tlf nr. på en dyrlæge, som havde sin egen døgnvagt. Han syntes, at det virkede fuldstændig usandsynligt, at jeg ikke kunne få pillerne i hende, ved at knuse dem og lave dem om til grød ved at komme vand i - noget ville jo altid komme ned i maven, som han sagde.
Han var dog villig til at se hende, men han havde ikke medicinen. Jeg fik ham så overtalt til at sende en recept til døgnapoteket, hvor jeg så ville hente det, og så komme ud til ham med Lillebebs og medicinen. Det gjorde jeg så også.
Så snart dyrlægen rørte hende ved munden løb der bare savl ned på bordet, og hun lavede opkastbevægelser. Han sagde også med det samme, at han sagtens kunne se, at det var fuldstændig umuligt for mig at få noget som helst i hende oralt.
Hun fik så indsprøjtningen, og den hjalp helt klart også....bare ikke nok! Så snart hun kom hjem drønede hun hen og forsøgte at spise både grønt og hø, men det kunne bare stadig ikke lade sig gøre for hende. Hun kæmpede i en halv time, hvor hun konstant forsøgte, hvorefter hun gik hen og lagde sig på hendes varmepude. Jeg så hende efterfølgende prøve at spise flere gange. Hun møffede også rundt inde i høet, men hun havde stadig for meget kvalme til både at spise selv og til at man kunne tvangsfodre hende. Så snart hun bare lugtede mad, salvede hun og lavede opkastbevægelser.
Jeg fik en kanyle med hjem, så jeg kunne give hende en dosis mere næste morgen.
Jeg tilbragte de sidste to døgn med at forsøge at få hende til at spise (tvangsfodre, men jeg kunne ikke få det ned pga. kvalmen), og så bare tude over hende.

Onsdag morgen kl. 6.00, kunne jeg pludselig se, at nu kunne hun ikke mere. Hendes vejrtrækning blev hurtigere, og jeg kunne mærke, at kræfterne var sluppet op. Hun så dog absolut ikke ud til at have smerter, som hun lå der på sin varmepude.

Jeg fjernede alle de engangssprøjter, mad osv., som jeg havde brugt til hende. Herefter skiftede jeg trøje til en, som på ingen måde kunne lugte af den mad, som jeg havde forsøgt at få i hende. Hun fik jo kvalme så snart hun fornemmede lugten af mad.

Herefter tog jeg hende forsigtigt op og satte mig over på sofaen med hende. Her gjorde hun en sidste kraftanstrengelse, da hun forsøgte at kravle op ad mig (hun har altid elsket at ligge og snakke og blive nusset ved min hals). Jeg hjalp hende naturligvis op, hvorefter jeg lagde mig ned med hende, nussede hende og snakkede med hende, hun lå også selv og muttede ganske sagte. Kl. 8.00 sov hun så stille og roligt ind i mine arme, hvor jeg i hvert fald ved hun følte sig tryg!

Dyrlægerne fandt som sagt aldrig ud af, hvad hun fejlede! Hun fik scannet alle de indre organer. Hendes mave, nyre osv. fungerede jo tydeligvis fint i og med der både kom fin afføring og urin igennem hende. Endvidere blev der lyttet til både hjerte og lunger tirsdag aften, og der var absolut intet i vejen!

Normalt vil kvalme være forårsaget af kalkmangel eller abort! I dette tilfælde kan det dog umuligt være nogen af delene. Der var absolut ingen tegn på, at hun var ved at abortere. Hun blev scannet både torsdag, lørdag og tirsdag, og alle disse gange var ungen i live.

Mht. kalkmangel, så fik hun for det første allerede kalk fredag, og desuden havde hun aldrig overlevet så længe med kalkmangel. Hun var forlængst gået i kramper og var død.

Hvis du selv står med et marsvin med kvalme, så undersøg i første omgang, om det kan være kalkmangel (ses især hos drægtige satinhunner), eller hvis hun er drægtig, om ungerne kan være døde i hende, og/eller hun er igang med at abortere.

Vær opmærksom på, at selvom marsvin ikke kan kaste op, så kan de altså sagtens få kvalme!!!!

 

Jeg har hørt mange forskellige bud på, hvad hun kan have fejlet, men det eneste bud, som jeg har hørt, der ikke lyder fuldkommen usandsynligt, og som rent faktisk lyder rimelig sandsynligt, er, at min dejlige lille pige havde fået hjernebetændelse. Det forårsager, i hvert fald hos mennesker en meget voldsom kvalme, og dette ville heller ikke påvirke hverken hendes baby eller hendes andre organer, som jo fungerede upåklageligt!

Jeg kunne selvfølgelig have valgt at få foretaget en obduktion, men det kunne jeg slet ikke overskue, så min lille dejlige og skønne pige blev i stedet begravet under et stort træ i nærheden af det sted, hvor Felix i sin tid blev begravet.