Pelspleje

De langhårede marsvineracer stiller noget højere krav til pelspleje end de korthårede marsvin.

Det er vigtigt, at pelsen ikke filtrer sammen, da det er smertefuldt for marsvinet at bevæge sig, hvis der sidder store sammenfiltrede totter i pelsen.

Sammenfiltret pels undgås ved at gennemrede marsvinets pels jævnligt. For at vænne marsvinet til at blive redt, kan det være en god ide at starte med at rede marsvinet, mens dyret er ungt, selvom der endnu ikke er det store behov for det.

Hvis der alligevel skulle opstå sammenfiltrede totter i marsvinets pels, er det vigtigt, at disse bliver fjernet med det samme. Hvis pelsen ikke kan blive redt ud, skal den sammenfiltrede del af pelsen klippes af.

Det kan også blive nødvendigt at vaske marsvinet, hvis pelsen bliver beskidt. Det kan især være relevant i relation til hannernes pels på bagdelen, hvor de har en mindre eller større fedtplet.

Jeg har også i et enkelt tilfalde haft behov for at give et af mine hunmarsvin et bad i forbindelse med, at hun havde været drægtig og efterfølgende født. Mens hun var drægtig var hun simpelthen blevet så stor, at hun ikke var i stand til at pleje sin pels bagpå ordentligt. Som følge heraf var hun blevet temmelig beskidt.

Det er endvidere min oplevelse, at de langhårede satinmarsvin kræver lidt mere pleje. Jeg får i hvert fald gennemredt pelsen på mine langhårede satinmarsvin oftere end på de andre. Jeg tror umiddelbart, at årsagen er, at de langhårede satinmarsvineracer har en finere pelsstruktur, og at denne har en større tendens til at blive filtret.

Inden man anskaffer sig et langhåret marsvin, er det derfor vigtigt, at man tager stilling til, hvorvidt man er interesseret i at bruge noget tid på pelspleje. Når det er sagt, vil jeg dog lige sige, at jeg faktisk synes, at det er en del af charmen ved de langhårede marsvineracer. Jeg nyder i hvert fald at sidde og hygge med mine mutter, mens jeg enten med fingrene eller med kam gennemgår marsvinets pels.

designet af webdesigner.dk